Ude gode - hjemme bedst

Så er vi vel hjemme igen efter en uge i scharmützelsee, nærmere bestemt en times kørsel syd-øst for Berlin, valgt fordi man kunne køre dertil på relativ kort tid, og fordi vi ikke er til det sydlige Europa - i hvert fald ikke om sommeren. Tyskland havde så valgt, ligesom Danmark, at have hedebølge, så vi "nød" de 37 grader, sådan cirka 10 grader mere, end vi egentlig er bygget til. Heldigvis havde vi et dejligt hus og en meget nærliggende sø, hvor vi kunne køle ned sådan en 5-10 gange om dagen. Overvejede det faktisk også om natten, men jeg havde nu alligevel ikke lyst til at gå ned i mørket, alene....

Største ulempe ved at bo så tæt på en sø var nu, at der så er smækfyldt med myg. På trods at myggenet og diverse spray, så havde vi indbyrdes konkurrence om antallet af myggestik: jeg vandt - og holdt op med at tælle, da jeg nåede over de 60! Men skarpt forfulgt at drengene. Så i løbet af ugen fik vi den tvivlsomme glæde mere og mere at ligne nogen, der havde mæslinger...
De mange varmegrader betød, at det var minimalt, hvad vi fik set i området. Dog havde vi en enkelt dag, hvor vi var i nærheden af de 30, og der slog vi til og besøgte et skovområde, hvor man havde bygget baner i trætoppene med forskellige sværhedsgrader. Her er fruen ved at afslutte "vandre-på-line-med-let-net-omkring", imens yngstemanden står klar. Et virkelig ferie-hit: høj sikkerhed, forskellige sværhedsgrader og brug af kræfter og taktik, som i den grad talte til drengegenet i familien.

På vej tilbage var vi et smut forbi Potsdam, som godt kunne have fået mere tid: hyggelig by med smuk bymidte, shoppemuligheder (et punkt som desværre for fruen er stærkt nedprioriteret med lutter mænd omkring sig) og et masse historiske seværdigheder (hæ, så tager hun nemlig revance!). Vi havde nu besluttet, at vi ville have nogle dage i Flensburg, og vi nåede da også en hyggelig aften. Drengene i familien havde nemlig spist blødkogt æg, og vi tror, at det var det, der hævnede sig. Alle nåede nemlig en dag med både opkast og diarré, hvorimod fruen sejlede lige så nonchalant igennem. Så vi besluttede at køre direkte hjem (og fruen fik så heller ikke styret sit shoppegen i den by), med besøg på cirka hvert motorvejstoilet. Hurra for det ordnede Tyskland og Danmark.

Men altså bortset fra de dårlige maver og varmen, så har det været en skøn ferie og dejligt lige at være lidt væk hjemmefra. Dog: et overordentlig stort minus ved al den varm, man kan jo ikke strikke! Så det er ikke det store, jeg kan vise.

Hjemmefra havde jeg lige nået at lave en maskinstrikket trøje i råhvid Dunlin med hæklede musetakker. Knapperne er lidt for tunge, så de skal nok skiftes ud med lidt perlemor - når jeg engang gider!

Og fik fruen så slet ikke strikket? Jo, hurra for A/C i bilen. Inden afrejse havde jeg store overvejelser om medbringelserne: Jeg er nået temmelig langt på min Christel Seyfahrt-inspiration, men da kroppen skal være sådan henad 90 cm, så tager det jo sin tid. Den er også ved at være temmelig varm at sidde med, så den måtte blive hjemme. Og hvad gør så en frustreret kvinde, som ikke synes, at noget strik bliver færdigt? Jo hun kaster sig over noget nyt strik! Denne gang Rasmillas oversize-bolero, og den er ganske hyggelig at strikke. Men altså desværre ikke lige noget at vise frem endnu.