torsdag den 23. december 2010

Juleferie!

Endelig, endelig er det juleferie! Faktisk - når sandheden skal frem, så har jeg og drengene haft juleferie fra i mandags... Men de første dage er brugt på at vegetere (lyder bedre end at sumpe i sofaen). Ja, og så holde øje med det rend af håndværkere, der har været ind over især de sidste 14 dage. For vi er i gang med de sidste krampetrækninger med kælderen. Tilbage står så bare "lidt" rengøring og maling af vægge... Men nu er der fliser på gulvet, badeværelset er næsten klar og bedst af alt - lige om lidt kan bordtennisbordet slås op!

Det har været et sejt efterår, så det bliver rart med lidt fred og ro, julehygge og mest af alt at kunne være sammen alle fire.

I går tog vi så fat på lidt mere julehygge: besøg hos Lisbeth, Claus og Louise. Vi har filtet til den store guldmedalje, ungerne har bagt lidt vanillekranse, Lisbeth og jeg har fået strikket lidt (hø, hø) og bedst af alt: talt sammen og fået vendt lidt af hvert. Det har hold hårdt på det sidste med overskud til det, så det er dejligt, når der endelig bliver et hul til samvær.
Så glædelig jul til alle jer, jeg kender og alle jer, som jeg forhåbentlig kommer til at kende!

tirsdag den 7. december 2010

Foredrag med Lotte Kjær

(Ups - prøver lige igen. Havde først fået lagt denne post ind på en arbejdsrelateret blog. Ikke sådan at ha' med at gøre, når blogger bytter rundt på rækkefølgen, og man morgentræt trykker sår'n cirka samme sted, som man plejer... Men så vågnede de da!)

I den forløbne uge har Lisbeth og jeg været til endnu et foredrag på Gentofte Bibliotek, arrangeret af aktive Jeanette - tak for det! Lotte Kjær hed designeren, og her er hun ved at "tegne og fortælle"...

Lotte Kjær arbejder især med at slippe masker løs i arbejdet, både for effektens skyld og for at formgive.
Egentlig må jeg krybe til korset og indrømme, at hendes stil ikke lige er min, men det er altid spændende at høre om andres idéer og vejen til dem.

Og så fik vi lavet nogle strikkeprøver - her inden valkning, og det er jo altid dejligt at blive "udsat for".


Spændende og anderledes er hun i hvert fald.