torsdag den 19. maj 2011

Et helt år siden...

For et år siden mistede min veninde sin mand og ældsteguttens ven sin far. Tænk at det er et helt år siden. Utrolig meget er sket, mange tanker er tænkt og lange samtaler er ført. Og alligevel føles det på en dag som i dag, som utrolig kort tid siden. Alt bliver delt op i nu, nu, nu - for et år siden. Min veninde klarer sig godt, hendes børn det samme, og alligevel er de (selvfølgelig) slet, slet ikke færdige med at finde deres ben. Husk at nyd det liv, du har, nu!


onsdag den 18. maj 2011

Mor er ikke vred, mor er skuffet...

Ikke på mine børn, næ nej, på DR og på iTunes. Og fordi jeg bare føler mig som det it-fjols, jeg er. Er lige begyndt at høre lydbøger på min ipad. Rigtig hyggeligt. Får nyhedsbreve fra DR om at downloade lydbøger gratis i korte perioder. Så som sagt, så gjort. Skynder mig at downloade, men har ikke lige tid til at høre nu. Og da jeg i går skulle til at høre, kunne jeg så bare konstatere, at man ved downloading kun får fat i kapitel 1. For iTunes fungerer åbenbart sådan, at den efterhånden henter de næste kapitler ned. Meget smart, for så fylder det ikke så meget op undervejs, og meget smart, når lydbogen bare ligger derude i cyberspace. Bare ikke særlig smart, når man kun kan downloade i begrænset periode. "Kan ikke finde det næste kapitel..." Så nu har jeg 5 historier liggende, alle med kun 1.kapitel... Lige til at smide ud. Øv, altså!

Der var da ikke lige nogen, der fortalte mig, at jeg - efter at have downloadet hele historien (troede jeg), åbenbart også skal ind i iTunes for at sikre mig, at det hele er hentet, ellers er løbet hurtigt kørt. Jamen, så fik man da lært det. Og så så man lige Dorthe-tre-år!

mandag den 16. maj 2011

Der er liv!

Ups, der gik vist lige lidt lang tid! Ja, jeg lever og har det fint, tak! Men fritiden går lidt vel meget op i børns sport og maling af kælder.... Ind imellem har jeg fået købt lidt nye knapper: Fra Jeanettes fine butik på AMIO, Engleriet. Håndlavet i fimoler, i snit 18 mm brede.

Og prøv lige at se de delikate farver, små linjer og cirkler. Fatter ikke at man kan. Havde ikke noget imod et lille kursus.... Men jeg ville såmænd nok drukne i knapforsøg, så det er måske meget godt bare at købe andres...



Ved endnu ikke, hvad de skal pryde, så foreløbig sidder jeg bare og nyder dem.


Jeg får da også strikket - lidt. Men jeg kan godt mærke, at henholdsvis maling og gravning i haven sætter sine spor i hænderne. Det gør simpelthen tæt på ondt at strikke for længe, så jeg veksler imellem strik og hækling - og lader lidt være.


Og maling af kælderen: Jeg er i gang med slutspurten. Karme og døre mangler en gang grunder og så overflademalingen. Og så har vi fået bestilt elementer til bryggers. Uha, det bliver så godt - engang...