I onsdags var Lisbeth og jeg så heldige at komme til foredrag med Hanne Falkenberg, arrangeret af Sommerfuglen. I knap 1½ time talte hun, besvarede spørgsmål, gik catwalk og fortalte om tanker og især teknikker ved de forskellige modeller. Og man må sige - gennemført, det er hun!
Hun var spændende at høre, men så sandelig også en, der havde holdning til sit håndværk. Når man samtidig er så dygtig, som hun, så er det bare i orden. Dejligt! Bagefter var der mulighed for at gramse og prøve og overveje, om modellen måske en dag skulle havne på pindene. Altså når jeg en gang er blevet millionær.... Hendes ting er dyre, men jeg synes egentlig, det er i orden. Nu fik vi jo virkelig syn på sagen, og hold da op hvor er tingene bare gennembearbejdede - og hendes modeller er jo samtidig tidsløse, så når først tingene er strikket, så skal den slides op. Vi fik også set lidt nærmere på hendes nye patent - den ligger nok øverst på min liste over ting fra hendes hånd. Men først er der "lidt" andre opgaver og strikkelyster, der skal føres ud i livet....
Jeg skal altså ikke lige med det første i gang med en Hanne Falkenberg, men hvor er det dejligt at høre om en designers tanker og måder at gribe det an på. Et er at man bliver inspireret, men jeg bliver også altid lidt klogere på, hvad det er ved strik, som netop griber mig. Og det er jo altid skønt med lidt reflektion.
Weekenden står også på strik: Lisbeth og jeg drager til Thurø ud for Svendborg til endnu en strikkekursus. Denne gang hos Ulla fra Junogarn. Som jeg glæder mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar