tirsdag den 12. april 2011

Kursus hos Junogarn og Masken

I weekenden var Lisbeth og jeg så endelig på kursus hos Ulla på Thurø udenfor Svendborg. Herligt!
Lisbeths store smil siger alt om stemningen over at være i gang og lære noget nyt. Ulla arbejder udelukkende med tynde tråde, så det var spændende at lære om, hvordan man håndterer 1, 2, 3 og 4 tynde tråde ad gangen.


Ulla har flyttet forretningen til sit hjem, hvor hun i haven har lagt et lille hus, hvor man så sidder. Det betyder, at man maksimalt kan være 5 kursister.
Samtidig er der overalt hylder med al hendes lækre garn. Uha, sikke en bolsjebutik! Mit kort skal have en meget lang pause ;-)
Et af ønskerne var at lære at strikke sokker ved hjælp af ribapparatet, så man kan strikke rundt. Så undgår man at skulle sy sammen bagefter og striberne lægger sig fint. Her har jeg brugt Reggia med brede striber. Dejligt for en gang skyld ikke at have de meget korte og hurtige skift i farver.
Et andet stort ønske var at lære at strikke et tyndt tørklæde i rib-plissé. 1 tråd merino - blødt som en barnenumse! Og det lykkedes! Et af trickene var at lægge en lille finstrikke-skinne på hovedapparatet. Så lærte jeg da, hvad den skinne skulle gøre godt for ;-) Og så var det faktisk ikke så svært. Så nu er det bare i krig med alle idéerne til striber og farvesammensætninger. Og at spare op til en farveskifter, for det vil unægteligt gøre arbejdet lidt nemmere ;-)


Ulla havde også en mængde andre idéer, som jeg har købt opskrifter til. Så mangler vi bare tiden! Som en af kursisterne sagde, så har man brug for mindst en uges ferie efter et kursus, så man kan omsætte og huske alle idéerne. Godt det snart er påske!

1 kommentar:

  1. Skønt at det har været en god og lærerig weekend. Jeg vil også gerne afsted igen, men 'klapper' lige hesten. Det er godt for både tiden og Dankortet ;-)

    SvarSlet