mandag den 22. februar 2010

Vinterferien er slut...

Så er vinterferien slut - vi besluttede at droppe skiferie og blive hjemme. Det er bare så pebret en type ferie - og vi (læs: jeg) drømmer stadig om større investeringer i haven til sommer... Men så er det jo skønt, at man kan holde sneferie hjemme. Bare ærgerligt at man ikke har langrendsski... Vi har hygget med gevaldige mængder Harry Potter på cd, strik (for nogen), computerspil/Wii (for andre), kælkning med venner, ja, og så OL fra Vancouver. Lørdag aften befandt vi os i Rundforbihallen for at heppe på Vedbæks eliteherrer. Den havde jeg så ikke lige set komme.... Jeg havde ellers strikketøjet med i tasken, men besluttede at det ville virke lidt underligt at sidde i Rundforbihallen en lørdag aften og strikke... Havde også gevaldig brug for hænderne til at klappe og heppe. Det er et hurtigt spil.
Feriens sidste hverdag lykkedes det så alligevel at komme på ski: Gemalen havde mulighed for en fridag, så vi drønede til Vallåsen og havde en herlig dag. Det er efterhånden en del år siden sidst, så det var dejligt at se, at kunsten ikke var helt glemt af drengene.

Ved OL har vi fået smag for snowboard - især kommentatoren! Sjældent har man hørt så meget slang samlet på et sted. Ren fornøjelse - vi har fået en del nye ord i vores vocabularium. Amerikaneren Shaun White imponerede med sine flotte hop. Om det var ham, der var inspirationen skal jeg lade være usagt, men ældste havde vældig lyst til at begive sig ud i snowboardens svære kunst. Her er han stadig oprejst ;-) Og han kunne godt mærke sin rumpet dagen efter! Skal helt sikkert tjekkes lidt mere ud, når vi engang får lidt flere dage i træk - gerne med en lærer ved hånden....


Og nu til noget helt andet: Jeg har strikket som torden og lynild på Rasmilla-garnet til gave, og yes, det er færdigt! Skønt, det skal afleveres på fredag, fotodokumentation og fakta følger efter aflevering. Til gengæld kan jeg nu med god samvittighed kaste mig (tilbage) over min Christel Seyfahrt-inspirerede jakke. Skønt med lidt farver igen. Også godt at få den lidt i fingrene igen, for onsdag skal jeg til strikkeaften i Helsingør med Christel Seyfahrt-tema.



Og så må man jo også have noget automat-tv-strik, så jeg har slået op til en helt enkel sag i en lækker uld-boucle. En skøn, mørk lilla, som kameraet bare ikke kan gengive særlig godt. Glatstrikket med lille retrille/hulkant, svagt skød og overfald hvis jeg har garn nok.




Hvad har vi her? Jeg sværger, Ama'r halshug, jeg gjorde ingenting! Det var dem, der begyndte! Har ellers lovet mig selv et garnindkøbstop, for jeg har så meget, som jeg så gerne vil have strikket op. Men altså, hvem kan stå for Sannes nye garn, Rasmilla's yndlingsgarn no.1? Så et par nøgler til tørklæde og sjal i forskellige hæklede blomster med grøn midte.
Thistle og crocus og en helt mørke lilla (kan ikke lige huske navnet) fra Holst Garn, og så en skøn lidt lysere lilla fra Junogarn. Thistlen er allerede ved at blive strikket op på maskinen - endnu en valket sag, lidt a la den forrige i damasken, men denne gang med en anden krave. Crocusen er der planer for efter strikkemaskin-kursuset i slut marts: rib bul og ærmer med påsat skød i hulstrik.
Garnet fra Junogarn skal også strikkes i dobbelt tråd på maskinen, så sig ikke, at fruen ikke har planer!
Har det i øvrigt lidt underligt med begrebet lagergarn: er det ikke, hvis man bare køber garn uden egentlige planer for herligheden? For i så fald, så har jeg ikke særlig meget lagergarn. Næ, nej, jeg har planer for næsten alt mit garn. Jeg mangler bare, ja, gæt engang, tid til at få det udført ;-)





Så det kan kun gå for langsomt til det bliver næste ferie igen! Og det er vel ikke et sekund for tidligt at få påskeæggene frem, vel?
God hverdag derude!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar