Og hvad dælen bestiller man så dér en højhellig weekend? Man følger såmænd sine drenge (og andres) i et stort bordtennisstævne. Heldigt at sønnerne kan være med i så mange forskellige rækker qua forskellig alder og rating - som om! Men altså, når det er sagt, så er det faktisk ganske hyggeligt at mødes med andre forældre med deres børn, dedikerede trænere og en masse gode kampe. Og en stor oplevelse for drengene at deltage i et stævne, som er så højt estimeret, at personligheder som Allan Bentsen, Finn Tugwell og Morten Hyrup også deltager.Og sønnerne fik kamp til stregen. Stævnet er et Grand Prix, hvilket åbenbart betyder, at rigtig mange, som er noget indenfor musikken, deltager, = meget seje kampe. Yngstemanden gik videre fra begge sine puljer, men tabte så i cupen, ældstegutten lagde ud med at møde gruppens 2. rangerede i Danmark, så han fik klø! Men, som han sagde, det lykkedes faktisk at få point, også uden at modstanderen fejlservede! Se, det er kampånd!
Så selvom knejterne ikke vandt, så fik de god træning i at tabe - ja, le bare, men det kræver ganske meget mentaltræning at tabe 7 kampe i træk. Ingen tud og scener her, godt gået! Og selvom det var en hyggelig weekend, så gør det ikke noget, at det ikke bliver for ofte. Man bliver simpelthen så bims i hovedet at så mange timer i en hal. Søndag lagde jeg mig på sofaen og sov fra kl. 20.00 indtil jeg blev sendt videre. I et svagt øjeblik overvejede jeg, om det der med nattøj og tandbørstning ikke var noget opreklameret noget, men hurra for vaner.
Jamen, fik du så ikke strikket en masse, når du alligevel skulle sidde i en hal og glo, kan man spørge? Ikke særlig meget, det er simpelthen for uroligt til mig. Men i mangel af bedre, så kan jeg endelig vise mit "hemmelige" strikketøj, for fødselsdagen er holdt og gaven afsløret.
Et stk. lysegrå cardi i Rasmillas Yndlingsgarn nr. 1, strikket udfra en idé: min mor og undertegnede spottede en kvinde for 1½ år siden i en fin cardigan, og min mor var begejstret, hvortil jeg udbrød, at den kunne jeg da sagtens strikke. Det her er så udgave nr. 2, for det store problem er, at min mor synes, at uld er for varmt og jeg nægter at strikke i bomuld på tynde pinde. Første udgave blev i hør med en tynd ulden tråd. Vældig fin, lige indtil vask, hvor den blev lidt underligt. Ikke helt tilfreds. Da så Sanne langerede sin yndlingsgarn, en blanding af uld og bomuld, så var jeg ikke sen til at prøve igen.
Giver er begejstret og heldigvis for det, for jeg gider ikke en gang til! Garnet har været fint og blødt at strikke i, er vildt blødt og dejligt at have på, falder ganske "tungt", så jeg er spændt på en vask. Godt det ikke bliver mig. Garnet er vældig fint til børn, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil kaste mig ud i endnu en voksenmodel.Er lidt utilfreds med ryggens bærestykke: Planen var at maskesy stykkerne sammen, men jeg kunne bare ikke ramme maskerne, så ribberne sad overfor hinanden, og jeg kunne ikke lige overskue at strikke fra den ene side til den anden med de skrå sider foran. Så det blev altså en fiks sammensyning.
Og vi iler straks videre til en faktaboks:
garn: Rasmillas Yndlingsgarn nr. 1, 55% uld og 45 % bomuld
forbrug: ca. 410 gram
pinde: str. 3½
hot og not: Modtageren blev glad og har allerede taget sagen i brug, så det må vel betegnes som hot.
Ja, det kræver noget mental træning at tabe, og hvis man taber for meget, taber man modet.... Men heldigvis plejer de jo begge at vinde, og de har da haft en fed weekend. Blusen er blevet rigtig lækker, pænest på. Og jeg kan stå inde for, at den er blød og lækker.
SvarSletej, den er lækker! og godt gået hos drengene.
SvarSletkh.fra Island
Frida