søndag den 3. januar 2010

Godt Nyt år!

Bedre sent end aldrig: Godt nyt år! Håber alle kom hele ind i det! Vi havde en dejlig aften i gode venners selskab - men egentlig har jeg det lidt ambivalent med årets sidste aften: jeg er ikke specielt god til at komme i seng efter 23.00, så når man pinedød skal være oppe til efter 00.00, så holder den sidste del af aftenen lidt hårdt. Et scoop var dog, at jeg ikke rørte en dråbe: jeg skulle køre, og jeg bliver altså så træt af rødvin, sååå.... Så næste morgen var jeg træt, bevares, men ikke med vridninger i kraniet - herligt! Ja, og med sådan et årsskifte er det jo cotume (aner ikke om det er rigtig stavet), at man lige opsumerer året - og nu har vi jo ydermere et tiårsskifte, så lad os lige tage den lange (2000-2009) i korte træk:
- Vi lagde årtusindskiftet ud med at få endnu en søn - endnu en herlig personlighed - så tiåret har selvsagt bestået meget af små børn og deres udvikling på godt og ondt.
- gemalen fik nyt job kort før yngstemandens arrivering, så gæt hvem der var alene med 2 små børn!
- jeg nåede at være lærer yderligere 2 steder inden jeg i slutningen af tiårsperioden smed håndklædet i ringen. For til gengæld at få et job på vores lokale egnsmuseum - og åh, hvor det bekommer mig meget bedre: jeg har stadig skoleklasser (men skal nu ikke opdrage dem, bare fortælle om det, som jeg synes er sjovest), jeg har besøgende, og jeg har masser af fred og ro, hvor jeg kan koncentrere mig og fordybe mig.
- Gemalen blev selvstændig, en del rejseri i begyndelsen af tiåret, men nu (som regel) i mere rolig gænge. Men altså: bliv ikke selvstændig for at få mere tid til familien ;-) Foretrækker dog langt det her, fremfor at blive presset af en psykopatisk chef (det sidste helt for egen regning!)
- Vi fik gjort en masse ved vores hus for så til sidst at vælge flytte og gøre en masse ved et nyt hus. Nu har vi til gengæld haft en masse håndværkere ind over, så man kan vælge selv at bruge kræfterne på det virkelig sjove: haven!

Og så den korte: 2009:
- i juleferien sidste år fortalte vi drengene, at de skulle skifte skole. Det syntes de til gengæld var årtusindets dårligste nyhed. Det synes de heldigvis ikke længere. Er faldet godt til, har fået gode kammerater og stadig god kontakt med de gamle. Men det har selvsagt krævet en del indsats fra den mødrene side at stå på baglinjen og give kærlige skub og invitationer i stride mængder.
- fruen blev 40! Og valgte at se mødre, søstre, svigerinder og veninder til middag. Ganske herligt at sætte dem sammen på en gang og nyde, hvor mange dejlige kvinder, jeg har omkring mig. Det skal nok gentages, også uden fødselsdagsgrund.
- Vi fik skiftet tag, vinduer og beklædning så huset udefra alt i alt er temmelig forandret. Vi mangler stadig en del i kælderen, men holder lige en pause....
- drengene fik kastet sig ud i bordtennis, og hold da op hvor de går til den! De er ganske vilde, har nu været til adskillige turneringer (endda med præmier til følge) og overnattet på camps. Det er ikke min små pus-i-skørterne mere ;-)
- Strikningen er kommet til for fuld udblæsning. Jeg har altid strikket, men aldrig så meget som nu. Qua blogning og skoleskift er der også kommet et herligt bekendtskab ind over, og det er skønt ikke at være helt alene med sin interesse længere (at både mænd og børn så også hygger sig gevaldig i hinandens selskab er jo et plus af de større). Alene var vi heller ikke, da vi var til strikkefestival, hvor vi fik mødt strikkegale, så hatten passede. Skøn oplevelse!
- Og sidst men ikke mindst fik jeg taget rigtig hul på at strikke på strikkemaskinen. Både på kursus men ikke mindst, fordi før-nævnte strikkeveninde også er med på vognen, så der er en lige i nærheden at dele spørgsmål og opdagelser med.

Og det var så det korte indlæg, som vist alligevel kom til at fylde.... Ferien er ved at være slut, men skal lige afsluttes behørigt i gode venners selskab (vi skal strikke, imens mændene laver mad, se, det er noget, vi kan li'!). Ferien har også budt på lidt strikkerelateret, men det må komme i næste indlæg.

Godt nyt år! Dorthe

2 kommentarer:

  1. Også godt nytår til jer, og tak for dejligt selskab. Bare alt for kort, vi blev jo slet ikke færdige, hverken med at tale eller med at strikke... Men forhåbentlig når vi lidt mere i 2010.
    KH Lisbeth

    SvarSlet
  2. Godt nytår til dig også. Spændende at se, hvad der kommer på pindene i det nye år.

    SvarSlet