Jeg har det, som om en tsunami har skyllet ind over os: i går fik jeg en sms fra en veninde og mor til en af ældsteguttens gode, gamle klassekammerater: hans far/ hendes mand døde i går. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og skyndte mig derover - og dér har jeg så næsten været lige siden. Syg af kræft i det sidste 1½ år som så har eskaleret helt vildt fra nytår og frem, skrællet manden til ukendelighed. Forventet den sidste uge og så alligevel helt og aldeles uventet. Døde med sine sønners hænder i sine (imens min veninde formastede sig til at gå på toilettet). Jamen, hvor er der meget, der skal ordnes og tages stilling til, surrealistisk at spise frokost med en død mand i stuen, men også meget roligt, smukt og værdigt. Har grædt og grint i en uendelighed, har krammet børn, veninde, andre veninder og venner, familie og sygeplejersker. Vigtigt - og noget så udmattende. Men åh, mit hjerte bløder for en alt for ung enke og 3 børn (12, 15 og 17) uden en far.
Sov med yngstemanden ved min side - for gemalen er ude for at inspicere de koreanske markeder. Han, altså yngstemanden, sov noget så uroligt med flyvende arme og ben, men åh, hvor gør det ikke noget at blive vækket, når man samtidig tydeligt kan høre, at han trækker vejret. Taknemmelig.
Far vel, Allan.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Uha det er hårdt og svært. Min kollega har lige mistet sin mand til kræften, hun er ikke engang 30 og har et barn på 2. Min datter og mande fik et ekstra kram.
SvarSletDu er en supergod veninde!
Det er altid svært når det er mennesker i en rimelige ung alder som falder væk på grund af sygdom. Men du er en super veninde som ved hvad det vil sige at være til stede.
SvarSletMerete
Livet er ind imellem uretfærdigt og savnet af et elsket menneske forsvinder aldrig men mildnes med tiden.
SvarSletDesværre taler jeg af erfaring og kan kun prise mig lykkelig over at livet også indeholder gode veninder som du, der gør at man trods alt kan leve videre.
Du gør en meget stor forskel :)
Ja, det der skal siges, er sagt, og vi snakker videre en anden dag. Men det er altså ikke helt fair at skrive så smukt et indlæg, når jeg har arbejdet i 23 timer, så bliver jeg altså rørt med tårer og det hele. Knus og kram, og god pinse. /Lisbeth
SvarSletGodt hun har dig!
SvarSlet